img_2366

2. juledag

Efter en  juleaften med familehygge og afslapning, en juledag med mere familiehygge og frokost i Lemvig, måtte cyklen af stalden igen.

Juledags frokosten er iøvrigt en gammel tradition, vi har arvet den fra mine forældre og bedsteforældre, vi var  altid var i Bækmarksbro juledag, efter de er borte har vi holdt fast ved traditionen  med familien i Lemvig. Vi er nok faldet lidt af på tidligere tiders indtag af snaps, jeg kan svagt huske min onkel og min far stå i kælderen og været slemt syge og i min, dengang, barnlige navivitet vidste jeg jo intet om snapsens indflydelse på helbredet – det har jeg dog lært sidenhen.

Med afgang kl 09:00 fra Navervej var vi 8 på cyklerne, Bjarke havde vist lavet lidt kalender koks for det var først menigen han ville have været afsted 3. juledag men mailen var sendt og vi mødte op klar som altid. Tommy stødte til ved Skelhøje bakken og vi kørte 9 i samlet flok mod øst.

På stykket gennem skoven mod Hjøllund havde vi, cirka, 3 punkteringen og en Per som måtte finde et træ at sidde ved da trykket bagud blev for stort.
Jonny kører med slangeløs og dermed med en gang hvidt latex snask i dækkene, vældigt smart indtil hullet blev så stort at hans medbragte pitstop skum ikke kunne lukke hullet.
Han måtte så også sætte en slange i, hvilket er noget snavs at se på når dækket er fyldt med hvid latex masse, fakstisk skabte det billeder der mest ligner en billig 70’er pornofilm.  2 mand der stod og pumpede mens latexen løb til alle sider,  luk øjene og forestil dig det – nej lad være det er ikke pænt 🙂

Men efter diverse pitstop gik det los igen ind i skoven og op til udsigtspunktet ved Ansøvej, en fin lille knold som kan sende pulsen op hvor den hører hjemme. Per skulle jo lige prøve nedkørslen ud over lyngen og vi måtte lige vente på at han kom op igen, så det blev til dagens bananstop 🙂

Herfra gik det videre ned forbi Vrads Station og op over en af de mere onde bakker i området, på vej ned mistede jeg kontrollen over cyklen i lidt mudder, ramte en trærod og tog den hovedkuls ud over styret. Heldigt nok var jorden ikke frossen og dejlig blød af lande på, det værste var at jeg fik cyklen i nakken – men kun skader på stoltheden.
Klokken var ved at være tid til at komme hjemover, så vi fandt tilbage mod rundkørslen ved Hjøllund – ja jeg skulle jo lige spørge Per om noget og eftersom han kørte bagved mig drejede jeg hovedet og styrtede i et hjulspor. Så jeg fik tilnavnet vælte-Peter….

På vej hjem havde vi et par stykker som var nået på den forkerte side af træthedsgrænsen. På de sidste ca 10 km, hvor vi er kommet ud af skoven, var vinden lige i snuden på os. Per og jeg lagde os frem som læhegn med Johnny som Capitain de la route for at holde et vågent øje på de trætte så vi, som altid, fik alle med hjem.

Hjemme ventede silden og den varme vildtposteg – Topnice!

[gcmap act=”136463671″]

 

 

 

 

 

Skriv et svar