En cykeloplevelse

Så er turen med Ikast AM veloverstået, 3 gode dage med ligesindende (læs småtossede) cykel motionister i vidt forskellige aldersgrupper og med vidt forskellige mål.
For fleres vedkommende var det første gang vi var med klubben i Harzen, vi havde lagt øren til mange historier om hvordan turene skulle køres og til mange små drillerier om hvem der skulle give baghjul til hvem.

Vi kørte fra Ikast torsdag ved 16.30 tiden og efter en obligatorisk pause, køre/hviletid for chaufføren, var vi i St. Andreasberg omkring midnat til en ligeså obligatorisk godnat Weissbeer eller blev det til 3.

Senge ramte jeg omkring kl 01.30 og fik da lidt søvn inden morgenmaden var klar kl 08.00.
Ned med et solidt foder og klar på cyklen kl 09.00.

Oplægget lød på ca 115 km med diverse stigninger.
Turen gik fra St. Andreasberg, ned af en ca 10 km lang nedkørsel, hvor jeg punkterede efter ca 1,5 km, i en kølig morgenluft, herfra mod Clausthal-Zellerfeld gennem skovene hvor vi kørte MTB i sommer og op forbi campingpladsen vi boede på i sommerferien.
Derfra gennem Goslar, som vi også havde besøgt – ganske sjovt at se landskaberne så kort tid efter. Hele turen fra Garmin computeren.
Turen var en fin tur hvor min frygt for ryg- og nakke smerter heldigvis ikke blev alvor.  Jeg havde købt en massagebold, efter råd fra massøren, som jeg brugte ca. 15 minutter med efter turen – det kan anbefales.

Efter hjemkomsten nåede vi lige en øl på terrassen, kom under bruseren og så var vi vel ca 8 der gik ned og fandt en konditor. Der skal jo lidt fyldes lidt kalorier på tanken igen…..

Aftensmaden var klar kl 19.00, suppe, en fornuftigt Wienerschnitzel og chokolade mousse og maven var fyldt igen. Aftenen gik med hygge, smådrillerier og løgne historier om hvor meget man havde sparet sig så de andre ikke gik ned på stigninger.

Lørdag vågnede vi til lyden af regnvejr, det havde DMI eller Wetter.de ikke lige lovet os, men vi måtte jo igang alligevel.
Der var lagt i kakkelovnen til kongeetapen på 140 km. Hvor vi fredag kørte mod vest skulle vi mod øst og en stykke ind i det gamle DDR. Vejret var ikke lige på vores side og vi kørte de første knapt 100 km i regn, sjask og med blygrå himmel. Det var en stor udfordring at holde varmen, jeg endte i vinterjakken med regnjakke udenpå og lange overtræks ben, alligevel kunne jeg kun holde varmen på stigningerne.
På en af de længere stigninger efter frokost snittede jeg en andens baghjul og røg en tur i den gode tyske asfalt, på et sted med en del trafik – heldigvis var det primært stoltheden der fik skrammer.

Men vi stod stille og ventede på en veteranstogspassage  i Wernigerode kom solen frem og jeg fik lagt regnjakken, dejligt med lidt varme i kroppen. Turen herfra og hjem foregik så i fornuftigt vejr. Se turen her

Da vi kom hjem var det heldigvis stadig rimeligt vejr og terrassen indbød lige til en hyggesnak inden omklædningen og aftensmad.
Det er en tradition at hotelfatter Uwe åbner sin grillhytte om lørdagen og vi fik havd vi kunne spise af grillede koteletter og forskellige pølser, en god menu som ligefrem kræver Weissbeer……

Selvom vi alle var godt brugte blev det da hen på aftenen før vi fandt sengene, vi vidste at den længste tur var overstået.

Søndag stod i klassiker turens tegn, en ca 60 km tur som ender på en 18 % stigning i St. Andreasberg. Mange havde fortalt om netop denne stigning og at den var særlig ond fordi man rammer den med en høj puls efter en længere opkørsel mod byen, men vi måtte jo kny på og se om vi kunne holde gang i cyklen.
Turen startede, modsat de andre 2, med en stigning som jo ikke lige er det fedeste når man har let brugte og kolde ben.
Men efter ca 15 km var man ligesom kørende igen, dog uden at være en sand væddeløbshest 🙂

Se turen her.

På den afsluttede del af turen, hvor stigningen begyndte, fik jeg lidt hjælp af Bettina som tog slæbet med at køre forrest op og vi fandt en fin fart og rytme – hvor vi også lige trak fra flere af de andre.
Så kom vi til byen og skulle så dreje til højre og op mod 18 % stigningen, den trak lige lidt af de løse tænder ud men op kom jeg da uden at være blandt de sidste – fedt…………..

På den afsluttende 18% stigning - foto Marianne Bundgaard / Lars Kris
På den afsluttende 18% stigning - foto Marianne Bundgaard / Lars Kris

Efter at have stået lidt stille op heppet de andre op, tog vi så den frivillige udfordring at køre ned igen og op af en 24 % stigning – den kom jeg også op af.

Så var det ellers i bad, ned og spise frokost i krostuen og så i bussen og hjem, vi kørte fra Harzen ved 14 tiden og kom til Ikast ved 21 tiden søndag aften, godt grydeklar.

En godt arrangeret tur, hvor alle var positive og de seje og garvede hjalp den knapt så rutinerede del af deltagerne, håber ikke det var sidste gang jeg var med Ikast AM på udlandstur.

Skriv et svar