En sen aflægger?

Ved sidste uges gennemgang af trugstadet i haven fandt vi en stor flot dronningecelle, placeret så de mere rutinerede i foreningen mente at det var en sværmcelle.

Om det så skyldes af dronningen fra 2011 er gået gold,  om de mangler plads eller om bistyrken er ved at have nået grænsen kan jeg kune gætte på.
Min første indskydelse var at sværmcellen skulle klemmes flad, jeg valgte dog lige at rådføre mig med et par stykker i foreningen i mandags; den overvejende stemning var at det ville være dumt.
Så jeg fik heldigvis en af de lokale biavlere, Kaj som stod for sommerferie arrangementet, til at komme forbi og kigge på sagerne. Han vurderede at den gamle dronning havde stoppet æglægningen, enten fordi hun var gået gold eller fordi hun var klar til at sværme.
Enden på hele misæren blev at vi satte den gamle dronning,  3 rammer blandet yngel og pollen i en aflæggerkasse sammen med en kunsttavle og en pose foder; dronningecellen og resten af bierne blev så i trugstadet.

Jeg måtte så lige forbi min stade pusher, en ældre biavler i Brande som jeg købte to brugte opstablingsstader af i maj, efter endnu et brugt stade.

Så kan jeg se flere mulige udgange på det:
Med lidt held tror den gamle dronning af hun har sværmet og starter æglægningen igen, den nye dronning kryber og flyver ud og bliver parret, kommer hjem og begynder at lægge æg.
Så har vi pludselig 4 familier, hvis vi tæller de to fra begynderkurset med = meget honning til næste år 🙂

Hvis vi ikke er så heldige er vejret for koldt, dronerne for få og den nye dronning bliver ikke parret, det betyder så et problem i trugstadet!
Men hvis den gamle dronning så stadig tror hun har sværmet og lægger æg, kan vi sætte hende og de andre tilbage igen og køre videre med en familie.

Går det helt galt, hvad jeg ikke håber, så kommer ingen af de to dronninger til at lægge æg og så har vi da lige et problem med bierne i haven og overvintring.
Om vi så kan sætte en af de to familier vi har i skolebigården sammen med bierne herhjemme, eller om vi kan nå at få en parret dronning sat til og få lavet vinterbierne,  må vi tage i løbet at de næste 2 uger eller deromkring.

Men lidt interessant bliver det næste eftersyn da, ser vi æg i begge familier? Eller ser vi ingen æg? Det må tiden vise!
Men helt negative skal vi ikke være! En hurtig vurdering af honningmængden siger ca 10 kg i det ene magasin og en lille sjat i det andet, jeg byttede om på de to magasiner og håber bierne gemmer lidt mere af den grund.

Iøvrigt fik jeg lige et billede af en drone, som var på vej ud af cellen. Der burde derfor være droner til parringen af den nye dronning, om hun så kan finde nogen når hun flyver ud om nogle få dage er mere spændende.

 

 

 

 

En tanke om "En sen aflægger?"

Skriv et svar