Enkeltstart, trafiksikkerhed og valnøddesnaps

Jeg sov, for gud ved hvilken gang, for længe til at nå med Ikast Atletik og Motion på søndagstræning og måtte selv tage en tur på cyklen,  der er jo kun en måned til Harzen turen og bakkerne dernede kræver da lige lidt forberedelse.

Jeg fik tampet mig gennem en lille frisk tur over Guldforhovedvej til Gludsted, videre til Ejstrupholm og derfra til Fasterholdt og via Kølkær og Hauge hjem til Ikast igen. Knapt 60 km i en vind som ikke ville mig det godt, men jeg kunne da lige holde gennemsnitsfarten på over 30 km/t – vel godkendt når jeg har slækket lidt på cyklingen siden turen til Garda.

Den uheldige hændelse forleden hvor mine venner fra klubben blev ramt af en bil under onsdagstræning og den efterfølgende næsten ophedede debat på TV midt/vest Facebook side, som ikke var til cykel motionisternes fordel, gjorde at jeg måske var lidt mere opmærksom på hvordan jeg skulle køre og hvordan bilerne opførte sig.

Nu er jeg normalt ikke den som lader mig rive med af Facebook debatter, da jeg har den holding at en trold ikke skal fodres, men alligevel! 4 biler overhalede mig over optrukne linier, den ene med campingvogn, en mente åbenbart ikke at reglen om at man har ubetinget vigepligt når man kører en bil over en fortorv gælder når der bare kommer en cyklist.

På et stykke hvor der på grund af belægningsarbejde var en hastighedsgrænse på 40 km/t, det er den slags arbejde  hvor spreder løst grus på slidt asfalt,  blev jeg da også lige overhalet af 2 biler med 68 – 72 km/t så sten og grus fløj om ørene på mig.

Det værste var dog en modkørende lastbil på Kølkærvej som absolut skulle overhale en cyklist i sin egen vognbane lige ud for mig, at føreren af en bag lastbilen kørende minibus så mente at hvor der er plads til en lastbil er der også plads til en minibus gjorde det ikke bedre. Så hvis ikke både jeg og den anden cykelmotionist havde holdt os langt ude til højre var det da endt med grimme ting.

Nu ved jeg godt at de som har skrevet på TV Midt/vests Facebook og andre steder sider aldrig kunne finde på den slags, de er selvfølgelig lovlydige bilister!
Min pointe er blot at alle vi som bruger vejen og andre offentlige rum skal være / blive bedre til at tage hensyn til hinanden så vi alle kan være der og ikke kommer til skade.

Nå det hele skal ikke gå med cykling og trafik skriblerier, Gitte havde indkaldt sin bror Leif som assistance til at få omdannet nogle af vores valnødder til valnødde snaps.
Noget med at nødderne skal plukkes i august, flækkes med en kniv og derefter trække i vodka i lang tid.
Jeg havde en forventning om at det var nok at vente mens man talte langsomt til 50 og så smage drikken, men nej de skal trække i 4 måneder og derefter fortyndes 1:10 med vodka – så til jul må jeg smage 🙂

Essensen, som det jo ender med, skal ifølge opskriften blive brunlig og ikke se særlig lækker ud, men skulle efter fortynding blive en dejlig vinterdrik.

Hvis jeg ikke selv husker det, så mind mig lige om at lægge et billede på når den skifter farve.
Det er i øvrigt en god ide at bruge et gammelt skærebræt og gummihandsker, skærebrættet tager meget farve og man risikere at få fingre som om man ryger +40 Cecil pr dag.

 

Skriv et svar