Familiesammenføring

De sidste par kig i bistaderne har givet lidt bekymringer omkring en uparret dronning, ingen forsejlet yngel men en masse pukkelyngel.Efter at have fået min mistanke bekræftet af Kaj, som efterhånden må kaldes min mentor,  var der kun en vej frem; den uparrede dronning måtte klemmes ihjel og familien måtte sammenføres med en anden familie.
Familien i nabostadet var forsat meget lille, men var dog begyndt at sætte forsejlet yngel, så de to familier skulle sammenføres.
Afsted med et eksemplar af Jyllands Posten under armen det gik, jeg fandt den uparrede og umærkede dronning og klemte den ihjel.
På med en dobbelt avisside, som havde fået prikket nogle små huller med spidsen af hobbykniven, den nu dronningløse familie blev sat ovenpå den anden og nu venter jeg så en lille uges tid inden jeg kigger til projektet.

Hvis sammenføringen går planmæssigt skal der købes et par friske dronninger, så jeg kan få lavet et par nye småfamilier som kan bruges til at supplere op med hvis der skulle bliver problemer senere hen.

De øvrige to familier er godt igang, særligt familien i trugstadet kører for fuld gas – når frugttræerne i haven og hos naboerne springer ud inden længe skal der honningmagasiner på.

Skriv et svar