Gang i cyklen igen

Efter en, alt for lang, periode hvor cyklen har stået stille pga ombygning og slendrian fik jeg idag gang i MTB’en igen.

Turen var lagt af Knud og Carsten som havde bedt os møde i Christianshede st. by kl 09.00.
Som sagt så gjort, selvom det var lidt køligt ca. -9 gr til at starte med.
Jeg var ved at give op, inden jeg kom hjemmefra, da et af plastic beslagene på Thule cykelholderen på Polo’en knækkede pga af ælde eller kulde da jeg skulle sætte cyklen på taget.
Valget stod mellem reparation med Gaffa eller en pakkerem fra rygsækken, jeg valgte pakremmen da jeg skulle have cyklen af igen.

Kl 09:00 var vi vel en 10 stykker klar til afgang, de fleste havde vist cyklet fra Ikast og et par stykker valgte at cykle hjem igen med det samme, da føret på den gamle jernbane sti var svært.
Afsted kom vi på det vanskelige underlag, efter godt 6 km skulle vi dreje fra jernbanestien og ind i skoven. Her valgte så 3 mere at søge mod landevejen da føret i skoven så endnu mere ufremkommeligt ud.
Resten af os kørte ind i skoven og det var nærmest med førligheden som indsats, flere af os måtte bide i skovbunden som bestod af frosne traktorspor, grene og huller – ikke lige det fedeste at cykle på, vi måtte tage en beslutning og ændre turen til landevej.

Vi kørte så mod Funder og herfra over Løgager og Asklev til Vrads, her mødte vi så en del af de tidligere frafaldne og lavede en ny deling af gruppen. Nogle valgte at tage turen lige hjem til Ikast og vi andre kørte så mod Gludsted over Løve. Jeg har altid holdt af turen i fra Vrads til Løve og videre gennem skoven til Lille Bredlund, små smalle veje gennem varieret landskab.
Fra Gludsted satte vi kursen mod Hjøllund rundkørslen, vinden var lidt kold og til tider lige i snuden på os, men jeg skulle jo se om spinning kunne opveje lidt på min manglende træning på cyklen og satte mig i front. Det gik fint og jeg kunne da holde fronten helt til rundkørslen, det gik ikke sindsygt hurtigt men frem kom vi da i samlet flok.

Så kom vi til dagens sidste deling af gruppen, os med bilerne holdende i Christianshede måtte den vej hjem og de øvrige kørte hjem til varmen i Ikast. Knud skulle som altid have max km ud af dagen og fulgte os til Christianshede over Sepstrup, efterfølgende cyklede han så alene mod Ikast.

Energidrikken i dunken var blevet til slush-ice med appelsin smag, det spiste Christoffer som snack da jeg var kommet hjem 🙂

Til trods for kulden, ifølge gps positionerne en gennemsnits temp. på -8,5 og problemer med underlaget i skoven var det igen en fin tur.
Lidt billeder skal der jo med, selvom batterierne i kameraet ikke kunne tåle kulden ret længe.

Link til ruten hos Garmin.

Skriv et svar