imag0676

Honningslyngning i skolebigården

Så fik vi prøvet at slynge honning, ganske vist ikke vores eget men prøvet det fik vi alligevel.

Herning Biavlerforening havde et arrangement hvor nysgerrige var inviteret gennem Herning Kommunes Ud På Tur til at få et indblik i biernes verden. Der var lejlighed til at få et kig ned i både opstablings- og trugstader og få lidt at vide om biernes liv, hvordan de arbejder og hvordan man driver biavl.

Efter et hurtigt kig rundt i skolebigården fik vi flyttet en bifamilie fra et opstablingsstade til et trugstade, hvorefter vi gav os til at tage tavler med honning fra et par stader.
Nysgerrigheden og spørge lysten var stor og jeg kunne da bidrage med en lille smule, trods den foreløbigt korte karriere som biavler.

Inden vi gik i slyngerummet blev der vist lidt om hvordan man omlarver og skaber nye dronninger, lidt noget pillearbejde når de ganske små larver skal flyttes fra tavlerne og sættes i dronningen kopperne.

Da den udendørs  del af programmet var overstået gik vi til slyngningen, både Christoffer og jeg fik lov at prøve både at skrælle forsejlingen af tavlerne og rykke i håndtaget på slyngen. Jeg troede faktisk det var mere svært at skælle forsejlingen af og at der skulle drejes noget kraftigere end der faktisk skulle på slyngen. Så når og hvis vi skal have en slynge selv, er der ingen grund til at give en masse penge for en motor slynge.

Vi fik slynget ca 10 -12 liter honning ud af de 20 rammer der var blevet taget fra, som vi fik siet og hældt i en tappe spand, det giver lidt fedtede fingre med det er arbejdet værd, da smagen er super!
Da vi slyngede var der enkelte nysgerrige som var meget interesseret i arbejdet, hvor meget honning der kunne være i en enkelt tavle og de fik lov at mærke vægten både før og efter slyngningen af en tavle.

Vi fik smagt både på den nyslyngede honning og noget færdigt aftappet og derved tilpas krystalliseret honning – jeg tror Christoffer fik smagt sig gennem en mængde svarende til en halv bøtte honning 🙂

Da aftenen gik på hæld fik vi vasket diverse sier og stativer af og vi kunne tage hjem og glæde os til vi kan tage honning fra vores egne bier. Jeg tror ikke det vare mange dage nu, de tavler vi slyngede i skolebigården var ikke meget mere fyldte end vores tavler, sidst jeg så til dem.

 

Skriv et svar