Kanotur & interval træning

Starten på weekenden var en Tour de Gudeå med de halvgamle gutter i vores lille mandeloge, et par stykker har vist set for meget film og var iklædt “wife-beaters” med påskriften fra film Klovn….
Tur planlægningen lød på afgang fra indelukket i Silkeborg og 3 timer på Gudenåen og derefter spisning på Svostrup Kro og hjemrejse engang hen på aftenen.

Vi kom afsted i fornuftigt vejr, det blæste ganske vist en halv pelikan, men det kan jo ikke stoppe en flok søulke som os.
Første udfordring var Silkeborg Langsø hvor vinden blæste os lige i ansigtet, men lidt hårdt arbejde med pagajerne og en 3 – 4 drikke pauser undervejs gjorde at turen ikke var det værste jeg har oplevet i en kano.
Første planlagte stop var under Østre Ringvej broen hvor vi gik i land, det var i øvrigt en blandet fornøjelse da andre kano turister havde efterladt madrester, konservesdåser og tomme flasker, vi prøvede hele vejen at få vores affald samlet sammen i en sæk til deponering ved vejs ende.

Søren og Allan kommer sidst, som under hele turen.

Men vi fik en drink og skulle videre, Morten fald i vandet og så var der ligesom langt op til vandgang resten af turen!
Jeg tror vi svømmede ca 1/3 af vejen og kæmpede om at få hinanden i vandet de andre 2/3 af turen, temmelig underholdende men også lidt småkoldt mod slutningen.

Vi skulle være ved kroen kl 17.00 men klokken var vist nærmere 19.00 da vi nåede frem.
Efter et hurtigt bad og omklædning var vi klar til en tur i vinkælderen og spisning.

Jan vælger vin fra kælderen.

Betjeningen og maden på kroen er ganske fornuftig og er i den grad værd at køre eller sejle efter, vi havde os en fin tur som satte lidt præg på lørdagen også 🙂

Årets sidste cykeltur til udlandet nærmer sig, så det hele kan ikke være tant og fjas.
Jeg måtte tage en gang interval træning på bakkerne omkring Vrads og denne gang kørte jeg ikke forkert, som det ellers er sket et par gange før.
Jeg fik en god times træning med 1 gang Italiener bakken og 2 gang Vorretvej, inden jeg vendte snuden hjemover.

På anden tur op af Vorretvej måtte jeg holde tilbage for en kronhind, der havde valgt at krydse vejen lige foran mig. Med en puls på 175, svedig og med solbriller på var det ikke let at fumle telefonen frem og få taget et billede, men de med særligt skarpe øjne kan se ca en halv kronhind på billedet.

Som det skete sidste år, eller er det 2 år siden, fik jeg mig rodet ind i et motionscykelløb som blev kørt op ad Ansøvej, med depot ved købmanden i Vards. Til min store fornøjelse satte jeg 3 på tricykler med dyre hjul og areo hjelme af før bakken og 2 på mere almindelige cykler på bakken op til Vrads, at jeg også scorede et par drikke dunke gjorde det ikke ringere.

 

Skriv et svar