Lago de Idre & Lago di Ledro – 30 maj

Efter de to første dage på cykel skal jeg indrømme at jeg var lidt bekymret for hvordan dagen skulle gå.
Jeg har ikke tidligere cyklet langt flere dage i træk og jeg var lidt bekymret for mine ben sammen med den gearing jeg havde valgt.
Søndagens opkørsel til Santa Barbara var lidt mere sej for mig end jeg havde troet og jeg var klar til at skifte kassetten til en 12/27.

Bjarke tilbød mig at købe en 12/28, som han havde med, men det var lidt for “tøset” med en 28 synes jeg, jeg nåede ikke til cykelhandler og valgte at se om det ikke gik.
Lidt dybere evaluering gjorde at jeg kom frem til at de lidt for mange glas Bardolino rosé og sambucaens glæder, som kim Møller introducerede mig for, nok ikke havde gjort formen bedre.

Efter at have hældt 2 skåle müslie, 3 stykker brød med skinke, 6-10 små pølser, en skål frugt, 3 glas juice og 2 kopper tjære ned var jeg klar til afgang kl 9:00.
Vi cyklede de små 7 km til færgen i Torri del Benaco og ventede på færgen, som skulle sejle os til Toscolano-Maderno, hvor turen rigtigt skulle igang. Færgen var fyldt med cykeltosser, som os selv, blandt andet et stort hold fra Viborg som kørte under ledelse af Joakim Jericow fra Bike Italien og nogle enkelte andre.

Ole Kongsted, som altid i topform

På færgen kunne vi da lige nå at slappe af med en cappuccino, vi var vel i Italien, og ellers nyde udsigten undervejs.

Afslapning og cappuccino

 

Flot vejr og dejligt landskab

Ved ankomsten til Toscolano-Maderno skulle vi så cyklerne trukket i land, sammen med de mange andre cyklister.

Ankomst og tæt trafik

Så var det ellers om at komme på cyklen og liste ud af byen, så vi kunne komme igang med dagens rute.
Vi var blevet pålagt at huske at kigge bagud på den første  stigning, ifølge Bjarke var det en af de flotteste opkørsler i området – jeg er nok tilbøjelig til at give ham ret.

 

Rent postkort

Den første stigning op til Navazzo var ca 8,5 km og med en højde forskel på ca 425 meter og det gik faktisk bedre end frygtet, jeg havde jo også holdt mig tilbage med de alkoholiske glæder og havde nøjes med en weiss bier til maden aftenen inden.

 

Lars Poulsen, Martin og Kenny på vej op

Det er al sveden og de ømme ben værd når man kan vende sig om og se en udsigt som denne.

Udsigt fra hårnålesving

 

Efter den første lille knold kørte vi et fladt stykke forbi Lago di Valvestino, før vi ramte den anden af dagens stigninger, som gik fra 500 meters højde til lige godt 900 meter i Capovalle. Her stod vi lidt i varmen og forsøgte at finde skygge bag et hegn mens Poul og Liselotte viste deres flotte dansk udseende cykeltøj frem.

 

Tør vi sige Postmand Poul og Miss Dannebrog ?

Da vi havde samlet lidt kræfter gik det fladt i ca 20 km forbi den smukke Lago Di Idre og hen mod stigningen op til Tiarno di Sopra – en lystig lille bakke på 11 km startende i ca 400 meter og sluttende i 745 meters højde.
Herfra gik det mere eller mindre nedad i 22 km hvor vi endte i omkring 70 meter over havet, en dejlig afslappende måde at cykle 22 km på – bare koncentrere sig om at holde cyklen opret og ellers nyde udsigten forbi Lago Di Ledro.

Henrik og Michael nyder vist udsigten

Vi blev lige fanget bag et asfalt arbejde hvor jeg da lige fik en punktering, træls når man er ved at være godt brugt – men med lidt hjælp fra Henrik og Alvin kom vi hurtigt på vejen igen.

 

Stau

Undervejs ned skulle vi dog lige holde tungen lige i munden på en strækning over 6 km.

Vi skulle igennem en tunnel hvor hældningen stadig var nedad og belysningen ikke var optimal. Ved indkørslen til tunnel var det 2 skilte, en med en cykel og overover en med en mand, Bjarke havde på forhånd spurgt havde de betød og havde fået svaret “man må ikke stå på styret og køre under hænder gennem tunnellen” så vi kunne jo roligt sidde ned med begge hænder på styret.

Jeg har lidt det handicap at jeg ikke ser for godt uden briller og jeg kunne derfor ikke tage de, seje, mørke cykel solbriller med styrke af, jeg lagde mig 3 meter bag Kenny og kunne så se om han holdt sig på cykel og ellers følge med –  vi kørte gennem tunnelen med 40 – 50 km/t og endte i Riva del Garda.

På havnefronten i Riva ringede Torben hjem og orienterede om at vi ville være hjemme kl ca 17.30, så “mødre gruppen” kunne have cola, chips og en pilsner klar på hotellets trappe.
Der var stadig omkring 40 km hjem og vi var ved at være lidt brugte, men hjem skulle vi jo.

Vinden ved Garda Søen er jo nærmest et studie i termodynamik, morgen vinden kaldet Perler eller Vento starter ved 6 tiden om morgenen og blæser altid fra nord til syd.
Aften vinden kaldet Ora starter omkring middag og blæser altid fra syd til nord indtil omkring kl 18.
Grunden til det hele er at temperatur forskellene mellem den kolde bjergluft og den varme søluft flytter store mængder luft – som vi så skal kæmpe lidt med eller mod om man vil.

Så vi fik os lige 40 km modvind hvor vi arbejdede flot sammen i grupperne, vi kørte på enkelt række og når rytteren forrest ikke ville trække mere gav han signal med armen og lod sig glide ned på indersiden af rækken. På den måde sikre man sig mod at den som lader sig falde tilbage ikke kommer for langt ud i trafikken som er tæt.
Trafikken er dog et studie værd, italienerne kører tæt og stærkt men de er meget hensynsfulde overfor cyklister – jeg er faktisk mere utryg ved turister i biler end ved de lokale.

Dagens tur profil og rute kort.

En lang dag på cyklen var til ende og vi fik os lige en slapper inden aftensmaden og briefingen om tirsdagens tur som bød på en kortere tur på ca 60 km med en enkelt god stigning op til Prada, men mere om det i næste indlæg.

Skriv et svar