Monte Baldo – 3. juni

Så var det blevet tid til kongeetapen på årets første udlandsklub.
En stigning som vi der ikke var med i 2010, havde hørt meget grumt om.

Særligt var de plaget af vejret i 2010, nedkørslen havde været ganske farlig på grund af  regn og hagl; men det så noget bedre ud for os på turen i år.

Vi var blevet briefet om en tur på ca. 100 km med ca. 2.000 højdemeter, turen var flad de første 35 km hvorefter det ville gå lidt opad i ca. 22 km, lidt op og ned i ca. 10 km og så ellers nedad i nye 22 km, sluttende med de vanlige lidt nedad mod Garda i de sidste 10 km.
Eller med andre ord, hyggetur med snak og gruppekørsel i 35 km, 22 km med pusten, stønnen og solokørsel, 10 km med gruppekørsel og pral om hvor god man er i bjergene, 22 km kørsel med mere eller mindre dødsforagt og 10 km med gruppekørsel hygge og pral med hvor hurtigt man turde køre nedkørslen.

Grafisk ser det nogenlunde sådan ud:

Vi drog af sted med vanligt højt humør men også med lidt bekymring må jeg indrømme, det er en lang stigning for en bleg fladlands cykelmotionist som mig 🙂

Gitte og Christoffer havde fået plads i den ledsagevogn, som skulle møde os på toppen med tørt tøj og en sodavand til at få fornyet energigrundlaget lidt med.
Det kræver næsten et afsnit for sig selv, det med ledsagevognen.
De skulle køre i Kaj og Hannes bil, men den havde smagt for meget på vinen om onsdagen og var blevet stående på vingården og skulle hentes torsdag, men ak og ve vingården var lukket og hegnet var låst – så de kunne ikke hente bilen torsdag.
Fredag morgen var trafikken udenfor hotellet så tæt, at de følte sig nødsaget til at køre en anden vej til vingården end planlagt og stole på GPS’en, det skal man åbenbart aldrig gøre i bjergland! De var blevet ledt op i villa kvarterer ad veje så stejle at de var mest egnede til bjerggeder og æsler og måtte køre en laang omvej for at nå frem til vingården og fik hentet bilen, med den GPS som Hanne var mest familiær med.

Nu var de ved at være godt presset på tiden, da de hurtigste cyklister måske ville nå toppen før ledsagevognen, så der blev taget nogle hurtige beslutninger og kørt en anden vej op ad Monte Baldo end GPS’en insisterede på! Trods disse forhindringer nåede de dog toppen kun nogle få minutter efter de første på cykel.

Nå, til det væsentlige – cyklingen.
Efter at have kørt en flad og små kedelig strækning langs motorvejen, kom vi til de små veje ind mod Alvio. Vi kørte et kort stykke mellem vinmarken og mellem gamle sten mure inden vi kom til stigningens begyndelse.

Brian, Kenny og Henrik på den flade del
Mellem murene

Så nåede vi frem til Alvio og hvor festen for alvor skulle starte, vi fik tanket lidt vand på flaskerne og satte igang med at træde i de små gear.

Lene på vej mod bjerget

Så var det bare at bide tænderne sammen og koncentrere sig om at træde, ikke for hurtigt og ikke for langsomt men i sit eget tempo.

Mit mål var at komme op og jeg havde en forventning om at det skulle tage ca 2 timer, jeg trådte min egen fart og havde fra starten planlagt at holde en puls på omkring 160 og ellers se hvor lang tid det så ville tage at nå op.
Det gik rimeligt godt, jeg kunne holde pulsen som jeg havde planlagt efter og havde ikke de store kriser undervejs. Gu’ var det hårdt men det gik godt og jeg sad, tro det eller lad være, og hyggede mig lidt på turen op.
Jeg nåede toppen efter 1:40 og var da ikke mere end godt brugt og noget svedig, så en gang tørt på overkroppen gjorde godt inden vi kørte lidt videre får at få en gang frokost.

Christoffer og jeg på toppen.

Billeder af folk på toppen:

Den kvikke læser vil hurtigt bemærker at jeg ikke har billeder af alle som kommer i mål, men jeg er jo ikke blandt de hurtigste så der var kommet en del op før mig.

Men da alle var oppe og havde fået skiftet til tørt, trillede vi hen og fik en portion pasta og en cola sammen med en masse andre cykeltosser og motorcyklister.
Stedet var lidt crowded og betjeningen var lettere stresset, men udsigten var helt fantastisk.
Lene ville lige fange en tjener og bestille en kop kaffe eller noget og fik lidt af en skideballe med beskeden om at hun måtte vente til senere.

Men efterhånden som vi havde fået spist op kunne vi tage lidt varmere tøj på og gøre os klar til en omgang nedkørsel.
Jeg tog vinterjakken på, var jeg ved at fortryde da det gik op før det gik ned, og satte mig lidt i fromt for at komme hjem.

Så skal jeg da ellers love for det gik ned af bakke, fuld gas og ellers holde fast på styret og fokus på vejen…..
Kim Møller og jeg kørte i front med omkring 90 km/t, pludselig kunne jeg høre en underlig bekendt rumlende lyd som viste sig at være en gut på mountain bike som overhalede os. Min Garmin kunne ikke finde satellitterne, så min fart blev målt med magneten i mit baghjul, magneten blev i øvrigt slynget lidt ud af placering ved den målte max fart på 90,4 km/t så hvad farten var ved jeg ikke – men det gik hurtigt nok 🙂

Vi kørte stærkt til vi nåede til Villaggio Alpino hvor vejen har en afgrening mod Cambrigar, her var vejen spærret og længere nede holdt en ambulance. Så vidt jeg kunne forstå på de lokale var det en cykelrytter, som var styrtet voldsomt og blevet dræbt. Hvad der var sket og hvordan fandt vi ikke ud af men det gav lidt eftertanke og vi tog det mere roligt resten af vejen ned.
Heldet havde været på vores side, vi var nået ned uden uheld og i fint vejr – men herfra tog regnen over vi fik en solid byge at cykle hjem på.
I Caprino Veronse fandt vi regnjakkerne frem og kørte de sidste 10 km hjem til afkøling på trappen og et velfortjent bad.

Fredag aften var festaften, vi skulle ud og spise på en lille restaurant som tydelige vis primært blev brugt af de lokale på egnen – det var ren fest!

Lokalerne var fyldt, vi var jo ca 30 og så var der vel 50 feststemte italienere som sang, råbte og havde en fest som vist kun italienere kan have.
Maden var super og lavet til italienere, ikke noget med tilpasset til danskere, vinen kom i magnun flasker og der stod ikke tomme flasker på bordet – i øvrigt var vinen fra et såkaldt vinmuseeum vi besøgte for 3 – 4 år siden.

Som det hører sig til en rigtig italiensk middag fik vi først et udvalg af Antipasti (forretter) i form af diverse lækre kødretter, grøntsager, polenta serveret under en fed spegepølse, gnocchi (som er små melboller i krydderlage).
Christoffer var så heldig at sidde ved siden af Joakim som kunne guide ham til det bedste, som var bresaola’en krydret med en rundhåndet mængde trøfler – hold da k… det var godt.

Som primo og secondo, 1. og 2. hovedret kom et udvalg af grillet kød, okse, svin, kylling og nogle dejlige flækkede grillpølser, til det hele var der contorni (tilbehør) i form af rosmarin kartofler, grillede squash og andre gode grøntsager.

Til slut fik vi dolce (desserten) i form af forskellige småkager, Grappa og sherry i nærmest overdådigt store flasker på 3 eller 34 liter.
Lars Hvergel og andre ville lokke Gitte til at drikke sherry, men det tøsedrik var ikke lige noget for hende når der var Grappa på bordet, vi fik alle en aldeles festlig aften sammen med vores ca 50 festlige italienske venner 🙂

Skriv et svar