img_2040

På cykel til Oksens hjemby

Oplægget til dagens tur med Ikast Atletik og Motion var ca 115 km til Hammel og forbi bakken ved Pøt Mølle.

Jeg havde brugt lørdagen på at fumle med at sætte solfilm i bagruderne på min nyindkøbte Land Rover, en beskæftigelse som jeg ikke agter at forsøge at gøre til en levevej.
Resultatet, på de 2 vinduer jeg nåede, er da vist fint nok men hold da k… for noget bøvl, godt der “Kun” er 5 vinduer tilbage.

Jeg havde prøvet at finde en undskyldning til ikke at skulle cykle langt.
Men heldigvis ringede Per Bay og fik mig overbevist om at jeg slet ikke kan undvære at sidde på cyklen i ca. 4 timer, svede, få ømme ben og være lettere brugt et par timer efter.

Så jeg gjorde mig klar søndag morgen og ville lige pumpe cyklen inden Per kom forbi kl 08:15. Resultatet at det blev at jeg fik rykket ventilen af slangen og måtte i al hast sætte en ny slange i. Defekt inden jeg var kommet på cykel – nedtur.

Vi drog mod klubhuset og mødtes med 10 andre som ville med Bjarke, som var dagens kaptajn, på turen til Bobby Olsens og Chris Anker Sørensens hjemby.

Afsted det gik og det gik faktisk ganske fint vi kom bla forbi Svorslev Kro, hvor Knud gjorde mig opmærksom på, at man kan få en dejlig kop kaffe med æblekage lige netop om søndagen. Ærgerligt at vi ikke var kommet for det, men det må jeg huske til en anden god gang!

En overgang var det lidt koks med ruten, så vi fik lige et par små omveje på turen ud – men flere km er godt til ben’ern og det kunne heldigvis ikke ødelægge den gode stemning i gruppen..

Efter Sall fik vi at vide at nu kom vi til et stykke hvor vi lige skulle være opmærksomme, under flere licensløb var der sket styrt i de skarpe sving ned mod Pøt Mølle. Noget med folk i grøften og ambulancer der kommer og vi fik at vide af Bjarke at det måtte vi ikke idag! Så det lod vi være med.

Bakken ved Pøt Mølle er en dejlig lille knold på ca 800m, ikke meget i forhold til Garda men alligevel, til DM i 2012 skal feltet over bakken 10 gang, er det vist, så skal den nok skille fårene fra bukkene 🙂

Så gik det gennem Hammel, men Chris Anker var jo i Nyborg til DM og Bobby Olsens gøren og laden er der vist ikke mange der har kontrol over længere.
Herfra gik turen hjemover igen og så startede problemerne, som dog ikke var uovervindelige.

På Nordre Højmarksvej i Silkeborg fik jeg dagens anden punktering, ikke en siver men akut punktering, stort hul i slangen.
I med en ny slange, pumpe den op og opdage at der var skåret et hul i dækket så slangen boblede ud. Luften ud af slangen og fumle et stykke dækindlæg i mellem slangen og dækket, det lykkedes ikke første gang så vi måtte prøve igen. Da det så var lykkedes fik jeg rykket ventilen i stykker og så var det ud med den slange og i med en ny slange mere.

Endelig kom vi i gang igen, men ak efter 2 km havde vi to samtidige punkteringen – som om de to havde kørt over det samme stykke glas eller flintesten.
Så var der dobbelt pitstop med 150 meters mellemrum.

Men så oplevede vi heller ikke mere spænding på den tur 🙂

Og turens data skal I ikke snydes for.

[gcmap act=”94951108″]

Skriv et svar