Passo Santa Barbara – søndag den 29. maj.

Efter en god nats søvn var vi klar til at tage hul på de lidt større stigninger omkring søen.

Morgenmaden på hotellet var en velforsynet buffet, hvor man kunne fylde energidepoterne op med de kalorier man mente at kunne få brug for i løbet af en cykeltur.

Dagens tur ville føre os over Passo Santa Barbara, med start på stigningen i Arco og slut i Santa Babara, en rask lille bakke på ca 15 km og en højdeforskel på noget der ligner 1.000 meter, gennemsnitlig stigning på 7,2%. Se stigningen her

På turen mod nord op mod Riva del Garda kom vi lige forbi verdens korteste flod på 172 m, som vi lige gjorde holdt ved at at se nærmere på.

Man kan næppe se floden på billedet, men den løber ud bag huset vi står ved ud under vejen og lukt ud i søen.

Efter 50 km langs søen var vi ved at være klar til at begynde opstigningen, vi fik fyldt vanddunkene ved en vandpost langs floden og gjorde os klar.

Kaj mente ganske vist vist det var urutineret at fylde 2 dunke før et bjerg, men det valgte jeg at gøre alligevel, billede viser hvor klar og koncentreret han er før bjerget.

Op det gik og efter 1:22 var jeg kommet op, ganske som forventet ikke som den første men det er altid en fed fornemmelse når man er cyklet op af en lang stigning.
Vi fik fyldt lidt energi på tanken, en banan, en energibar eller hvad man havde fyldt i lommen og pustede lidt ud inden vi tog vindveste på og gjorde os klar til at køre ned igen.

Udsigt og vejen ned til lavlandet:


Klar til nedkørselOpturen tog, som nævnt, 1:22 for mig og nedkørslen tog kun 21 minutter – så min forventning om at jeg ikke kommer blandt de første, men gerne blandt de første ned holdt stik, denne nedkørsel gav en topfart på lige godt 57 km/t.

Så gik det eller hjemover, vi havde et forholdsvist fladt transport stykke på ca 50 km før vi kunne komme i civilt tøj igen.
Desværre oplevede vi et styrt undervejs.
Under passage af en rundkørsel forsvandt cyklen under rytteren og bang! han kom på benene igen, men var noget forslået og med en revnet cykelhjelm.

På cyklen kom vi igen og gjorde en stop på en lille bodega for at få lidt at spise, stedet var dog ikke lige gearet til 20 sultne cyklemotionister.
De kunne byde på en stor cola, den enlige og stressede tjener havde den evne at hun kunne servere store colaer i både små og store glas.
Bespisningen var et stykke industri pizza, nærmest et stort toastbrød med ost, lidt tomat og til de heldige 2 forkølede stykker salami.

Efter hjemkomsten måtte den uheldige en tur forbi skadestuen, for at konstatere at kravenbenet var brækket – surt på turens anden dag!
Han er dog en sej gut der havde cyklet ca 50 km med et brækket kraveben og diverse knubs på albuer og ben.

Rute profil og kort for dagen tur:

Under briefingen efter aftensmaden blev vi orienteret om planen for mandagens tur som ville blive den længste på årets tur på ca 150 km, hvor vi skulle med færgen til den anden side af søen og forbi Lago de Idro og Lago di Ledro og over 3 stigninger, mere om det i næste indlæg.

Skriv et svar